KL: Der kommer nok kun fixerum i storbyerne

Foto: TV2/Nord

Hos KL's socialudvalg forventer formand Anny Winter, at en håndfuld danske storbyer vil opføre fixerum.

Landets misbrugere skal nok ikke forvente fixerum i hver en lille flække, når regeringen og Enhedslistens legalisering af fixerum træder i kraft.

Anny Winther (V), der er formand for Kommunernes Landsforenings socialudvalg, forventer nemlig, at det kun bliver "de større byer", der får lavet fixerum.

- Fixerum er noget, der hører til i de større kommuner. Der skal jo være en vis mængde misbrugere, før det bliver relevant med et fixerum, siger hun og gætter på, at det nok gør sig gældende for fem eller seks danske byer.

Hun understreger dog, at det ikke er et emne, de har diskuteret i socialudvalget hos KL endnu. Men hun forestiller sig, at fixerummene bliver et samarbejde kommuner imellem.

- Man kan godt forestille sig, at de mindre kommuner, der ligger op til de større byer, vil samarbejde om at lave fixerum, siger hun.

To kommuner har allerede meldt ud, at de har konkrete planer om at starte fixerum op. Det er landets to største byer: København og Aarhus.

Hos sidstnævnte falder regeringen og Enhedslistens lovforslag i god jord. Hans Halvorsen (S), der er rådmand for sociale forhold i Aarhus Kommune, kalder det for "en rigtig god idé".

- Vi har faktisk længe ønsket at få mulighed for at indrette fixerum på nogle af vores væresteder. Så det passer rigtig godt ind i vores politik, siger han til Ritzau og tilføjer, at det er noget, de vil få sat i gang "rimeligt hurtigt".

Også i København har man længe arbejdet på at få lov til at oprette fixerum, og derfor glæder beslutningen også socialborgmester Mikkel Warming (Ø).

- Det betyder utroligt meget, at misbrugerne kan gå lige ind fra gaden uden at skulle opgive CPR-nummer og uden at skulle lade sig registrere, siger han i en udtalelse.

Hos KL forventer Anny Winther, at fixerummene snart kommer på den politiske dagsorden.

Flere nyheder fra TV2 Nord