KL savner kommunal rolle i turismeplan

Kommunernes Landsforening savner fokus på det lokale turismeniveau i den vækstplan, der skal styrke turismen i Danmark.

Regeringens vækstplan for turisme lander ifølge Kommunernes Landsforening på et tørt sted, men de føler sig forbigået i den nye plan.

Regeringen planlægger nemlig at lave tre nye udviklingsselskaber for blandt andet kyst- og naturturisme, og KL frygter, at den centralisering vil koste på det regionale niveau.

- Vi mener generelt, at man skal bygge videre på det, der virker. Derfor har vi svært ved at se etableringen af tre nye udviklingsselskaber som en styrkelse af den regionale turismefremmeindsats, hvis man også fortsat skal opretholde de nuværende seks regionale turismeselskaber, siger Jacob Bundsgaard, der er formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg.

Jacob Bundsgaard er samtidig bekymret for, om kommunerne mister deres rolle i fremtidens arbejde med turismen, når den nye vækstplan sættes i gang.

- KL opfordrer derfor regeringen til at indgå i en tættere dialog med os om repræsentationen af det lokale turismeniveau i det nationale turismeforum og de tre nye turismeudviklingsselskaber. Det vil være medvirkende til, at der også fremover skabes et lokalt ejerskab til turismeindsatserne i Danmark, siger Jacob Bundsgaard.