Klager over solvarme

Landbruget og Kulturarvsstyrelsen er utilfredse med placeringen af verdens største solfanger ved Dronninglund.

- Verdens største solfanger bør ligge ved Dronninglund.

Det siger Mikael Klitgaard, der er formand for Brønderslev Kommunens tekniske udvalg og varm tilhænger af solfangerprojektet - selv om det ligger i et naturområde tæt på to gravhøje.

Landboforeningen Agri Nord har ifølge P4 Nordjylland klaget til Natur- og Miljøklagenævnet over placeringen i og ved grusgraven i Lunderbjerg vest for Dronninglund. Især fordi projektet ligger indenfor skovbyggelinjen og kun 40 meter fra to gravhøje.

- Vores forvaltning har vurderet, at et anlæg som det her godt kan få tilladelse til at ligge på stedet, siger Mikael Klitgaard.
Han erkender at en miljø-redegørelse kan være nødvendig for at få projektet gennemført, men håber, at det papirarbejde kan undgåes.
Klagen kommer alligevel på tværs af planerne for at bygge solfangeranlægget.

- Hvis klagen får opsættende virkning, så må projektet udskydes, men det håber jeg virkelig ikke, siger formanden for teknisk udvalg.

Agri Nords klage bakkes op af Kulturarvstyrelsen, der i en henvendelse til kommunen erklærer sig betænkelige ved placeringen af lager-tanke kun 40 meter fra gravhøje.


Seneste nyt

fra Nordjylland