Klarup-lærere dumper ny skolereform

04:09

Foto: Lars Lyngdahl

1 af 2

I to uger har Klarup Skole kørt med et skema, som det vil se ud til august. Forsøget har vist, at den nye skolerform dumper.

Lærerne på Klarup Skole er frustrerede efter at have været prøveklude på den nye skolereform i to uger.

- Vi skulle sidde 16 lærere i et lille lokale og forberede os, forklarer Karsten Simonsen, der er underviser og tillidsmand på skolen.

Bladet Folkeskolen skriver, at 85 procent af lærerne følte sig helt eller delvist uforberedte i de to uger, forsøget varede. Et af de store problemer var at få tid nok til forberedelsen.

- Det er meget frustrerende, at man pludselig bliver hevet ud af sin forberedelse, fordi man skal ind og dække vikartimer i en klasse, som man ikke et vant til at undervise, forklarer Karsten Simonsen.

Hos Aalborg Lærerforening kan formand Dorthe Kamp godt forstå lærernes frustration.

- Jeg savner, at politikerne forholder sig til, hvad det er lærerne så ikke skal lave, når de skal påtage sig flere opgaver med den nye reform.

Skolerådmand i Aalborg Kommune tager dog prøveperioden på Klarup Skole med ro.

- Der er stadig fem måneder til reformen træder i kraft. Jeg er i god og tæt dialog med skolelederne i Aalborg Kommue, så alle børn får en god skolestart til august.