Klarup-lærere går på nettet i protest mod elevplaner

Lærerne på Klarup Skole er så utilfredse med Undervisningsminister Bertel Haarder, at de nu har oprettet en hjemmeside i protest mod de såkaldte elevplaner

Ifølge lærerne har de i ni måneder spurgt efter et svar fra ministeren på en beregning, lærerne har lavet, af konsekvenser ved at lave elevplaner.

Lærerne har endnu ikke fået noget svar, og derfor har de mistet tålmodigheden og lagt beregningen til skue på Internettet, hvor de efterlyser ministerens kommentar.

- Når Bertel Haarder i disse dage fortæller, at han vil lytte til lærerne og tilmed tage rundt på skolerne, kan han vise sin gode vilje ved at svare på vores beregning, som han har syltet i ni måneder. Vi har derfor bedt ham komme til Klarup og kommentere konsekvensberegningen, siger Karsten Bräuner, tillidsrepræsentant på Klarup Skole.

Samtidig begynder lærerne en landsdækkende lærerprotest mod bekendtgørelsen, som de opfordrer ministeren til at trække tilbage.

Konsekvensberegningen fra Klarup Skole dokumenterer, ifølge Karsten Bräuner, at alene den tid, det vil tage at lave elevplaner efter bekendtgørelsen gør det til en umulig opgave.

Flere nyheder fra TV2 Nord