Klatretyv i Aalborgtårnet

En tyv klatrede i nat de 50 meter op ad et af benene på Aalborgtårnet. Foto: Benny Kristensen

En frygtløs indbrudstyv klatrede 50 meter op uden på Aalborg tårnet for at stjæle penge fra restauranten.

Politiet står endnu på bar bund i jagten på den tilsyneladende frygtløse tyv, der natten til lørdag klatrede 50 meter op uden på Aalborgtårnet for at begå indbrud i en restaurant på toppen.

- Manden klatrede 50 meter op, men der er tale om et simpelt indbrud, siger vagtchef Michael Hæstrup, Nordjyllands Politi.

Tyven skaffede sig adgang til restauranten på toppen af tårnet ved at klatre op uden på det ene af tårnets ben. Oppe i højderne havde tyven held til at bryde en nødlem op og komme ind i restaurationslokalet.

Her lykkedes det tyven at slippe af sted med omkring 7000 kroner fra restaurantens kasseapparat.

Aalborgtårnet, der totalt er 55 meter højt, blev bygget i 1933 i anledning af en erhvervsudstilling i Aalborg.

Tårnet står på en 50 meter høj bakke i midt i byen og er Aalborgs vartegn. Fra toppen 105 meter over havet er der udsigt over Aalborg og Nordjylland.

/ritzau/

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord