Klaus Dimke Rasmussen sunket i jorden

Hverken politiet eller den 21-åriges mor har hørt livstegn fra Klaus Dimke Rasmussen. Moren er bekymret.

Torsdag morgen er der stadig intet spor af den 21-årige Klaus Dimke Rasmussen.

Klaus Dimke Rasmussen flygtede tirsdag eftermiddag fra sin behandlingsdom på Aalborg Psykiatriske Sygehus. Hans mor, Linda Hansen fra Djursland, står nu tilbage med stor bekymring.

- Jeg frygter at han vil tage sit eget liv, siger Linda Hansen til TV2/NORD.

- Hvis ikke der sker noget snart, så ved jeg ikke om der er en fremtid for Klaus, fortsætter Linda Hansen.

Klaus Dimke Rasmussen har været syg hele livet. Som 7-årig fik han konstateret ADHD og Tourettes syndrom. Kriminalitet og brud på regler blev hurtigt en del af den 21-åriges liv.

- Han bliver draget af ting der er farlige, fortæller Linda Hansen.

I sit voksne liv er Klaus Dimke Rasmussen blevet dømt for vold, røveri og overfald. Billedet er fra den 20. september 2008, hvor politiet sidst anholdte han. Siden har han været indlagt på fire forskellige psykiatriske hospitaler, før han altså stak af fra Aalborg Psykiatriske Sygehus.


Seneste nyt

fra Nordjylland