Klemt ihjel på Dania i Aars

En 49-årig reparatør fra Aars blev her til morgen klemt ihjel ved en arbejdsulykke på jernstøberiet Dania i Aars.

Ved 6-tiden i morges kom en 49-årig mand i klemme mellem et stempel og støbekasse.

Manden var i gang med at reparere en produktionslinje, da maskineriet gik i gang af sig selv. Den 49-årige mand fra Aars kom i klemme mellem et hydraulisk stempel og en støbekasse. Hans arbejdsmakker kunne ikke få ham fri, før stemplet var færdig.

Politi og arbejdstilsyn blev tilkaldt, ingen af dem kan sige noget konkret endnu om dødsårsagen, men efter TV2/Nords oplysninger, blev manden sandsynligvis mast ihjel.

Kvart i ni i morges blev de 325 medarbejdere på Jernstøberiet Dania orienteret om ulykken og fik valget mellem at arbejde eller gå hjem. De fleste valgte at gå hjem.

Virksomheden har tilkaldt psykologisk krisehjælp og produktionslinjen bliver ikke åbnet igen, før fejlen er fundet, siger Poul Erik Haurum, administrerende direktør i Dania A/S.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord