Klimaordfører i stiv modvind: Nu er klima "totalt min mærkesag"

Klima er ikke noget, som Theresa Scavenius "personligt går op i", siger hun til TV 2. Det er et "fælles problem for os alle sammen".

De seneste dage har Alternativets klimaordfører, Theresa Scavenius, der er valgt i Nordjylland, været i vælten, efter at det i Frihedsbrevet er kommet frem, at hun har fløjet 24 gange i løbet de seneste fem år.

Det har ført til debat om, hvorvidt ordførere og politikere selv skal gå forrest som et godt eksempel og for eksempel efterleve en klimavenlig livsstil.

Efter Frihedsbrevets historie skrev Theresa Scavenius på Facebook, at mediet ”rammer ved siden af”, når de forsøger at udstille hende som ”hykler”. Samtidig bedyrede hun, at hun ikke mener, at politikere skal være rollemodeller for resten af befolkningen.

En ytring, der fik Politikens kronikredaktør Marcus Rubin til tasterne i en leder om, at Theresa Scavenius bør skamme sig.

Tirsdag aften var Theresa Scavenius i programmet Deadline for at deltage i netop den debat med Politiken-redaktøren.

Og her vakte det undren, da klimaordføreren fra Danmarks selvudnævnte grønneste parti udtalte, at hun ikke har klima som sin mærkesag. For under valgkampen havde piben en helt anden lyd.

- Klima, klima, klima

En gennemgang af fire kandidattests viser, at Theresa Scavenius har svaret ”klima” samtlige gange, hvor hun blev spurgt til sine mærkesager.

I DR's kandidattest til kommunalvalget i 2021 svarede hun sågar ”klima” til alle tre mulige prioriteringer af mærkesager, mens hun i Politikens kandidattest til folketingsvalget satte klimapolitik øverst på listen over mærkesager.

quote I øvrigt er klima ikke en mærkesag for mig

Theresa Scavenius (Å)

Klimaordføreren har da også beskæftiget sig indgående med klima de seneste år både gennem sin politik og som forsker i klimapolitik.

Til folketingsvalget blev hun valgt ind for Alternativet, som fik seks mandater. Men knap var hun landet i stolen på sit nye kontor, før hendes flyaktivitet blev genstand for fokus i medierne.

- Jeg accepterer ikke den præmis, at man skal være moralsk bedre, fordi man skal have en mærkesag, og i øvrigt er klima ikke en mærkesag for mig, sagde hun tirsdag i Deadline.

Onsdag spurgte TV 2 Theresa Scavenius, hvordan det hænger sammen, at hun som Alternativets klimaordfører ikke har klima som mærkesag. Et interview, hvor hun i løbet af 15 minutter gik fra at fastholde tirsdagens udtalelse til afslutningsvis at kalde klima ”totalt min mærkesag”.

quote Det er ikke noget, som jeg personligt går op i

Theresa Scavenius (Å)

Går ikke personligt op i klimaet

Flere gange under interviewet med TV 2 forklarede Theresa Scavenius, at klimakrisen er en samfundskrise, der skal løses i ”fællesskab gennem politiske instrumenter” på samme vis, som coronakrisen var det.

Det er årsagen til, at hun ikke vil kalde klimaet for en mærkesag.

- Der var jo ikke nogen, der havde corona som mærkesag, siger Theresa Scavenius.

I flere kandidattests under valgkampen har du angivet klimaet som din mærkesag. Hvordan hænger det sammen med, at du siger, at klimaet ikke er en mærkesag for dig?

- Når jeg har svaret på de der tests, så er det, fordi jeg siger, at klima er den ting, jeg går op i allermest, siger Therese Scavenius og tilføjer, at der med kandidattests er tale om standardformularer:

- Klimakrisen er et problem, vi skal have løst. Det er ikke noget, som jeg personligt går op i. Det er ikke en sag, jeg har, det er et fælles problem for os alle sammen.

Så du går ikke op i klimaet?

- Jo, det gør jeg, og jeg arbejder for det hver dag. Men "mærkesag" lyder lidt som om, at det er en sag, jeg har fundet på. Det er det ikke. Derfor holder jeg fast i, at det ikke er min mærkesag, men et fælles problem, vi skal have løst.

quote Ud fra ordbogens definition så ja, så er det totalt min mærkesag

Theresa Scavenius (Å)

- Totalt min mærkesag

Når man slår ordet "mærkesag" op, er definitionen en "sag, som man tillægger stor betydning og arbejder målrettet for – ofte inden for politisk arbejde". Tillægger du ikke klimaet stor betydning?

- I den definition kan du helt klart godt sige, at jeg har klimaet som mærkesag. Så det er mere, når vi bruger mærkesag i den der politiske facon, hvor det handler om, at man har en personlig sag, som man særligt selv går op i. Det er den, jeg gerne vil gøre op med, forklarer Theresa Scavenius.

Der er jeg simpelthen lige nødt til at spørge dig igen: Du går ikke personligt op i klimaet?

- Jo, det gør jeg. Du misforstår mig. Det er ikke, fordi jeg ikke gør det personligt, men det er ikke kun min sag. Det er vores alle sammens sag. Det er det, der er min pointe.

Så er klimaet din mærkesag ud fra ordets semantiske betydning?

- Ud fra ordbogens definition så ja, så er det totalt min mærkesag. Men hvis vi snakker om det i politikersprog, så er det ikke en sag, jeg kæmper for alene, det er et fælles problem, vi skal have løst. Alle skal være opmærksomme på det, og alle skal have det som deres mærkesag, hvis du vil have den formulering.

Theresa Scavenius har tidligere været medlem af Radikale Venstre og Alternativet. Sidstnævnte forlod hun for at stifte klimapartiet Momentum. Da det ikke opnåede nok vælgererklæringer til at kunne opstille, gik Scavenius tilbage til Alternativet.


Seneste nyt

fra Nordjylland