KL's formand: Øde landområder er en kæmpe udfordring

Elendig infrastruktur er skyld i, at arbejdspladser og mennesker rykker til byerne, mener KL's nye formand.

Der skal skabes resultater i Kommunernes Landsforening (KL), og det sker bedst i et samarbejde og ikke ved at lave blå og rød blokpolitik.

Det siger Kalundborgs borgmester, Martin Damm (V), der torsdag aften, som ventet, er valgt til KL's nye formand på topmødet i Aalborg. Han afløser den socialdemokratiske Erik Nielsen, der er borgmester i Rødovre.

Damm har ingen store programerklæringer endnu, for KL's arbejde skal diskuteres i bestyrelsen, men en af de helt store udfordringer for kommunerne er, at danskerne og arbejdspladserne flytter til de store byer, mens landområderne affolkes.

- Urbanisering er en af de helt store udfordringer, som vi kommer til at arbejde med i KL's bestyrelse. Allerede på topmødet tager vi hul på diskussionen. Udviklingen betyder, at arbejdspladserne og mennesker samler sig i byerne, og her opstår væksten, siger han.

- Vi kan ikke ændre på, hvor folk vil bo, men vi kan prøve at finde løsninger, så det ikke bliver umuligt at bo noget sted i Danmark. Og fællesnævneren er infrastruktur.

I Martin Damms egen kommune betyder en elendig infrastruktur, at det tager en time og 54 minutter at tage det ordinære tog fra Kalundborg til København. Det er længere tid, end det tog i 1954.

- I Kalundborg kunne vi rigtig meget, hvis vi havde lige muligheder. Vi har masser af industri, men problemet er, at man ikke kan komme frem og tilbage. Derfor skal vi fjerne nogle af de barrierer, der gør det svært at bo i provinsen i dag, siger han.

Også bredbåndsforbindelser og mobiltelefoni skal virke, ellers tvinger man på længere sigt folk til at flytte, og det er med til at skævvride landet endnu mere.

- Vi har brug for at være mere mobile, og vi kan rykke Danmark tættere sammen ved at få en bedre infrastruktur, og på den måde bliver spændingerne i Danmark ikke så store, siger han.

- Så kan man godt bo i en by og arbejde i provinsen og omvendt.

70 procent af den danske befolkning bor i dag i byområder, og siden 2007 er det tal steget med knap seks procent.


Seneste nyt

fra Nordjylland