Klub må klæde om i det fri

 Klub må klæde om i det fri

Den amerikanske fodboldklub Hobro Steelers klager til Mariagerfjord Kommune. Klubben mangler faciliteter og er nødt til at klæde om i det fri.

Engagementet er i top hos Hobro Steelers spillere, men omgivelserne er i bund. Omklædningsrum og klubhus må de nemlig drømme sig til. Derfor foregår omklædning i det fri. I dag i et par graders varme.

- Jeg synes, det er træls. Vi vil bare gerne have et sted at klæde om, siger Frederik Rix fra Hobro Steelers.

Den amerikanske fodboldklub, Hobro Steelers, blev startet i 2007. I dag har klubben knap 40 medlemmer, og det er ikke bare et omklædningsrum spillerne savner. Banen er også i skidt stand.

- Jeg har hørt, at nogen kalder banen for lossepladsen. Der er også en del, som bruger den til at lufte hund på, og så er den jo temmelig blød. I dag ligger der vand mange steder, siger Hobro Steelers træner Morten Stage.

Hobro Steelers har flere gange henvendt sig til Mariagerfjord Kommune for at få bedre forhold, og kommuen ser på sagen.

- Det er ikke optimale forhold, og vi er i gang med at finde noget andet. Klubben er jo berettiget til at vi finder egnede forhold, siger formanden for Kultur- og Fritidsudvalget i Mariagerfjord Kommune Erik Kirkegaard Mikkelsen (UP).

Om en måned begynder sæsonen. Steelers drømmer om at have et omklædningsrum på plads ved den lejlighed.

- Jeg kan ikke garantere noget, siger Erik Kirkegaard Mikkelsen (UP).


Seneste nyt

fra Nordjylland