Klumpfisk er blevet aflivet

Nordsøen Oceanariums klumpfisk Erik Motor er blevet aflivet.

Personalet på Nordsøen Oceanarium observerede for omkring to uger siden at klumpfisken Erik Motor, som siden december 2011 har boet i det enorme akvarium i Hirtshals, var blevet syg og onsdag er fisken blevet aflivet.

Den 200 kilo tunge fisk mistede under sin sygdom appetitten, ligesom den ændrede svømmemønster med skader på hud og finner som følge.

Baseret på erfaring fra tidligere, vurderede Nordsøen Oceanarium at Erik Motor ikke ville blive rask igen, og valgte at aflive.

- Vi har set lignende adfærd tidligere, hvor én af klumpfiskene mister appetitten, og holder sig lidt for sig selv, for efterfølgende at gå tilbage til ganske naturlig adfærd og god appetit. Men dette var desværre ikke tilfældet denne gang, siger akvariemester og dykker Martin riis.

Man håber at kunne fastslå årsagen til Erik Motors sygdom via vævsprøver af lever og hjerte.


Seneste nyt

fra Nordjylland