Knæskade stopper Lærke Møllers karriere: - Jeg blev ramt af tomhed

I næsten to år har nordjyske Lærke Møller forsøgt at komme tilbage på topniveau i dansk håndbold efter en knæskade - men nu indstiller hun karrieren.

Indtil for tre uger siden troede 29-årige Lærke Møller stadig på, at hun skulle tilbage på eliteniveau i dansk håndbold. At hendes karriere bare var sat på pause, og at hun kunne udbedre en knæskade med genoptræning.

Men torsdag har Lærke Møller meddelt, at hun indstiller sin håndboldkarriere, og sammen med sin nuværende klub, Team Esbjerg, er hun nået til enighed om at udtræde af den toårige kontrakt, de havde frem til sommer 2018.

Det skriver Team Esbjerg på sin hjemmeside.

quote Jeg er naturligvis knust over, at det nu er slut med håndbold. Det er det, jeg har brugt allermest tid på i hele mit liv.

Lærke Møller

En scanning har nemlig vist, at den korsbåndsskade, Lærke Møller fik i 2015, og følgeskader deraf igen er forværret.

En melding, der ikke har været nem at sluge for Lærke Møller.

- Søren Kjeldsen (speciallæge på Viborg Privathospital, red.) orienterede mig om, at min skade i højre knæ efter endnu et år med genoptræning og atter genoptræning er blevet værre. Det fortæller mig, at jeg ikke kan holde til at spille håndbold, og jeg må formentlig igennem endnu en operation for at kunne leve et aktivt liv i fremtiden, siger håndboldspilleren.

- Jeg er naturligvis knust over, at det nu er slut med håndbold. Det er det, jeg har brugt allermest tid på i hele mit liv, og det har altid haft førsteprioritet i de valg, jeg har taget. Jeg begyndte i en lille klub i Aalborg som femårig, jeg har været med på professionelt niveau, siden jeg var 16 år, og hele mit liv har været indrettet efter håndbold. Sådan skal det ikke være mere.  Jeg blev ramt af tomhed, for nu er det hele bare slut, uddyber Lærke Møller, der nu har brug for ro til at komme ovenpå igen.

Ville gøre det hele igen

Det er dog fuldstændig uden nogen fortrydelser, at Lærke Møller i dag ser tilbage på sin karriere, der bragte hende fra Aalborg DH og ud i verden. 

- Hvis man forestillede sig, at jeg begyndte forfra, ville jeg gøre det hele igen for alt det, jeg har prøvet, følt og oplevet undervejs. De hold, jeg har været en del af, de personer, der har haft indflydelse på min udvikling og været med til at forme mig, de oplevelser, jeg har fået lov til at være med til på klubhold, ungdomslandshold og A-landshold. Det er minder, jeg husker tilbage på med enorm stolthed. EM-slutrunden i 2010 på hjemmebane og Champions League Final4 var noget helt specielt, forklarer Lærke Møller til Team Esbjergs hjemmeside.

Allerede som 16-årig var Lærke Møller med til at spille Champions League-håndbold for Aalborg DH, og i 2009 skiftede hun til FC Midtjylland, hvor hun var med til at vinde to gange DM-guld, spille Champions League og Final4. I 2014 skiftede hun til Team Tvis Holstebro, hvor hun spillede i to sæsoner. 

51 landskampe

Men i 2015 pådrog Lærke Møller sig altså den korsbåndsskade, der nu har sat endegyldigt punktum for hendes karriere. På grund af den og andre langvarige skader blev det kun til 51 landskampe, selv om hun debuterede på landsholdet allerede som 18-årig. 

Lærke Møllers sidste klub, Team Esbjerg, skrev hun kontrakt med i 2016, men nåede aldrig at løbe på banen i klubtrøjen.

- Jeg ville ønske, jeg kunne have spillet for Team Esbjerg og bidraget til klubben og holdet. Det er jeg sindssygt ærgerlig over, at jeg ikke kunne. Jeg har virkelig gjort alt, hvad der stod i min magt, og de seneste fire måneder har jeg trænet med to gange om ugen. Men end ikke den belastning kunne jeg holde til, og knæet begyndte at hæve. I stedet for at spille har jeg været der for holdet og bakket op, hvor det har været muligt, siger Lærke Møller om sin tid i Esbjerg.

Et af de største boldtalenter

For Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen, er det et stort tab for klubben og for dansk håndbold, at Lærke Møller må indstille karrieren nu.

- Lærke vil for mig altid stå som et at de største boldtalenter i dansk håndbold nogensinde. De få gange, hun var med til at træne efter flere måneders pause, var hun den dygtigste. Hendes taktiske forståelse i begge ender af banen bevirkede, at hun lynhurtigt kunne falde ind i spillet, og det ser man ikke ofte. Desværre fik vi ikke glæde af Lærkes store kvaliteter på banen. Uden for linjerne er jeg dybt imponeret af hendes indsats for holdet og hendes evne til at bevare troen og ukueligheden med henblik på et comeback, siger Jesper Jensen. 

Hvad fremtiden skal bringe, ved Lærke Møller endnu ikke. Hun håber kun, at håndbolden kan komme til at spille en stor rolle på en eller anden måde, når hun har haft tid til at sunde sig.

 - Spillet, det taktiske og at kunne inspirere og arbejde med mennesker har min store interesse. Jeg har stor lyst til også at vejlede og hjælpe unge i deres håndboldkarriere. Jeg har også prøvet at være med til en slutrunde som ekspertkommentator for TV 2, og det er også en spændende måde at bruge det, jeg har tilegnet mig gennem årene. Jeg holder alle muligheder åbne, siger Lærke Møller på Team Esbjergs hjemmeside.


Seneste nyt

fra Nordjylland