Knallertkører død af sine kvæstelser

Foto: Per Frank Paulsen

En 18-årig mandlig knallertkører døde lørdag af sine kvæstelser få timer efter en voldsom ulykke i Hurup.

- Det er en ung mand fra lokalområdet, og de pårørende er underrettet, siger Ole Vanghøj, vagthavende fra Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

Knallertkøreren pådrog sig voldsomme kvæstelser efter at være kørt frontalt ind i en modkørende bil, der efter politiets skøn kørte 80 kilometer i timen.

Ulykken skete 15-tiden i krydset Bredgade, Oddesundvej og Morsøvej. En bilist holdt stille og ville svinge til venstre, men knallertkøreren valgte at køre højre om den ventende bil for derefter at svinge til venstre i krydset.

Han overså den modkørende bil, som han stødte frontalt ind i.

Bilisten kom ikke noget til ved ulykken, men knallertkøreren blev så alvorligt kvæstet, at han i helikopter blev fløjet til Aalborg Sygehus, hvor han få timer efter døde af sine kvæstelser.