Knastør natur er brandfarlig: Tre gode råd til at undgå naturbrande

03:13

Selvom naturen virker grøn og frodig, skal der ikke ret meget sol til, før den tørrer ud. Og så stiger risikoen for naturbrande. Hør de gode råd, der kan sikre, at det ikke er dig, der starter branden.

Nordjyllands Beredskab rykker flere gange i døgnet ud til meldinger om brand, og på denne årstid er naturen ofte en medvirkende årsag. Men naturen starter sjældent - for ikke at sige aldrig - en brand uden hjælp.

- Her er en fin busk. Den ser fin og grøn ud. Det er forår, og den er sprunget ud, men når vi kigger på bagsiden, kan vi se, at selvom den er grøn i toppen, så er der altså meget tørt inde under den, viser Caspar Weisberg, der er beredskabsinpektør ved Nordjyllands Beredskab i Mariagerfjord.

- Der er ikke noget til hinder for, at man ryger, når man går en tur, men man skal være opmærksom på sine cigaretskodder. Et henkastet cigaretskod kan gløde i lang tid, og så er man langt væk, når der måske starter en ild, hvor man har smidt det.

På TV2 Nord tester vi tesen. Lydmand Stig Skov er glad for kaffe og cigaretter, og vi bruger sidstnævnte til at teste den tørre natur. På plænen foran TV-stationen kaster Stig sit cigaretskod, og ved siden af sætter vi - fordi sikkerheden selvfølgelig skal være i orden - en stor vandkande.

Efter 55 sekunder i det tørre græs begynder cigaretten at få fat, og kun 35 sekunder senere er plænen i brand. Vi afbryder forsøget og efterlader en sort - og våd - plet på græsset - til skræk og advarsel.

Tilbage i Hobro fortæller Caspar Weisberg gerne videre om de måder, den tørre natur får hjælp til at gå i brand.

- Vi får alarmer ind, efter folk har været ude med deres ukrudtsbrændere. De skal brænde ukrudt langs hækken eller deres udbygninger, og så brænder de lidt mere af, end intentionen var.

Ukrudtsbrændere er nemlig årsag til mange brande hvert år, og det er ikke kun plæner og hække, der går op i røg. Det er også garager og huse.

- Det, der snyder, når man brænder ukrudt af op af sit hegn eller garage, er, at flammen kan slikke inde under beklædningen og få fat derinde.

Den sidste af de farlige klassikere i denne sammenhæng er den evigt populære engangsgrill, og her er rådet fra Caspar Weisberg klart:

- Man skal opstille dem på et ubrandbart underlag. De skal ikke tages med ind i skoven og tændes derinde. Stranden er ganske fin, men så skal man være opmærksom på, at det - ligesom det tager lang tid at starte en grill - tager lang tid, fra man er færdig med at grille, til den er kold og harmløs. Det bedste er at tage den med hjem, og hvis den er kold nok til det, laver den ingen skade ude i naturen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord