Knastør plantage brød i brand på Læsø - hjælp sejlet over fra Sæby

Beredskabet på Læsø har siden tidlig eftermiddag kæmpet med flammerne i en plantage på Læsø.

Det kunne være gået grueligt galt på Læsø. Også her her naturen knastør efter flere uger uden en eneste dråbe regn, og derfor blev der reageret meget hurtigt, da der klokken 14.33 fredag eftermiddag udbrød brand i en plantage på På Remmerne.

Det fortæller indsatsleder og stationsleder på Læsø, Carsten Olsen.

- Vi var heldigvis hurtigt på stedet - det er jo inde midt i en plantage - og vi fik ilden begrænset. Den var ellers ved at brede sig til skoven rundt omkring, men vi fik den slået tilbage, siger Carsten Olsen.

Desuden fik de syv brandfolk på Læsø hjælp af en lokal entreprenør, der kørste rundt med en stor grenknuser og lavede bælter rundt om branden for at hegne den ind, og seks kolleger fra Sæby blev sejlet ud til øen i redningsbåd. Senere stødte yderligere to til arbejdet, og ved 20-tiden fredag aften er ilden under kontrol. 

- Vi er i gang med efterslukning nu, og resten af natten har vi en brandvagt herude, hvis ilden alligevel skulle blusse op igen, siger Carsten Olsen.

Det er endnu uvist, hvordan branden er opstået, fortæller indsatslederen. I plantagen var der hverken maskiner eller el-master eller andet, der kunne antænde noget.

Derfor har Carsten Olsen nu taget en beslutning om at opfordre læsøboerne og turisterne til at tænke sig om i naturen.

- Vi har en facebook-gruppe herovre, hvor vi nu vil advare folk. Der er tørt overalt, så vi skal til at tænke os om. Og vi har på stationen nu i flere dage snakket om, at vi virkelig ikke håber, der sker noget, for det kan hurtigt gå helt galt, når der er så tørt, siger indsatsleder Carsten Olsen, der vurderer, at et område på en hektar blev brændt af.


Seneste nyt

fra Nordjylland