Kneben sejr til Bruun

 Kneben sejr til Bruun

Det lykkedes lige akkurat for Kasper Bruun af hive en sejr hjem lørdag aften i Herning.

Med ciffrene 77-75, 76-76, 78-74 stemte to dommere for dansk sejr og en for uafgjort i kampen mellem den tidligere Pandrup-bokser Kasper Bruun og italieneren Massimiliano Chiofalo.

Det var Kasper Bruuns ottende professionelle kamp - og det blev den ottende sejr. Samtidigt var det første gang den 24-årige superletvægter gik otte omgange.

Danskeren førte sikkert efter de første fire omgange, men så begyndte energien at gå af den letfodede bokser, der indtil da havde udført en reel dans om sin noget lavere og mere simpelt boksende modstander.

Efterfølgende var Kasper Bruun da heller ikke tilfreds med sin egen indsats, og bedyrede overfor TV2, at han skulle tilbage i træningslokalet så han er endnu mere fit til sin næste kamp, der også finder sted i Herning, til næste TV2 Fight Night 12. februar.


Seneste nyt

fra Nordjylland