Købte hus 300.000 kroner for billigt

Foto: Bruno Stagsted

Lokalpolitiker, Jon Pugholm, har købt et sommerhus af en hjerneskadet mand til minimum 300.000 kroner mindre end markedsprisen, vurderer en ejendomsmægler.

Jon Pugholm har købt et sommerhus til minimum 300.000 kroner mindre end markedsprisen af en ældre hjerneskadet mand. Det vurderer en ejendomsmægler som sønnen til den hjerneskadede mand har hyret.

- Det er et klart bevis for mig, at Jon har fået huset alt for billigt. Nu er vi klar til at gå i retten, hvis han ikke selv vil annullere handelen, siger Morten Bundgaard, som er søn til den ældre hjerneskadede mand, der har solgt huset til politikeren, Jon Pugholm.

Ifølge Morten Bundgaard føler hans far, at Jon Pugholm har presset handlen igennem ved at troppe op på hans adresse. Morten Bundgaards far blev hjerneskadet efter nogle blodpropper og ifølge Morten Bundgaard har faren fortrudt salget til politikeren. Sønnen er fortørnet over handlen og mener, at Jon Pugholm har handlet amoralsk.

- At han i mandags siger, at han ikke har kunnet mærke, at min far har haft blodpropper, det er helt hen i vejret. Det er jeg helt uforstående over for, fordi det kan man mærkes med det samme.

Men Jon Pugholm giver ikke meget for ejendomsmæglerens vurdering.

- Den her vurdering som ejendomsmægleren har lavet er i mine øjne ikke troværdig, fordi han selv har håndplukket ejendomsmægleren til at foretage vurderingen, siger Jon Pugholm.

- Jeg mener fortsat, at faren kunne varetage opgaven med at sælge. Da jeg talte med ham talte han altså normalt, og han talte ikke om blodpropper, siger Jon Pugholm.

Morten Bundgaards advokat mener, at han har en god sag, da der har været en lignende sag på Sjælland. Derfor regner familien nu med, at de vil gå rettens vej.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord