Køn i undertal: Unge mænd i Aars vil have flere damer

Unge kvinder søger i stigende grad til hovedstaden for at få den rigtige uddannelse og nyde bylivet. Det efterlader de nordjyske kommuner med en overvægt af mænd. I Aars savner de unge drenge damer i byen.

De er glade for damer, men der er alt for få af dem. Sådan har drengene det på Erhvervsskolerne i Aars, når de tager i byen i lokalområdet.

- Jeg kan godt lide damer. Man klager jo aldrig, hvis man møder en sød tøs, men jeg synes ikke rigtig, der er nogen i Aars. Jeg synes, de gange jeg har været i byen heroppe, der har der været rigtig mange drenge, siger Christian Risom, der er klejnsmed-elev.

quote Jeg kan godt lide damer. Man klager jo aldrig, hvis man møder en søs tøs, men jeg synes ikke rigtig der er nogen i Aars. Jeg synes, de gange jeg har været i byen heroppe, der har der været rigtig mange drenge.

Christian Risom, klejnsmed-elev.

I aldersgruppen fra 20 til 29 år er der i Vesthimmerlands Kommune næsten 25 procent flere mænd end kvinder. Det viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik. For mens pigerne rejser væk for at få storby og videregående uddannelse, så vælger drengene oftere at blive i Aars og gå håndværkervejen.

- Man kan godt mærke, at nogen af dem, man har gået i folkeskolen med, der tager til Århus, Aalborg eller Odense. Jeg kan også godt forstå det. De vil jo også gerne ud og opleve noget, siger kranmekanikerelev Bjarke Larsen.

Samme tendens i hele Nordjylland

Tendensen er gældende i hele Nordjylland. I alle nordjyske kommuner er der nu en klar overvægt af unge mænd blandt 20-29-årige.

Selv i studiebyen Aalborg er der 12 procent flere mænd i 20’erne end kvinder, og tallet er stigende. Rent statistisk har mændene altså sværere finde en jævnaldrende partner end kvinderne har i hele landsdelen.

- Det er klart at de unge kvinder flytter væk herfra. Universitetet ligger jo i Aalborg, Aarhus eller København. Så det ligger jo lige til højrebenet at flytte dertil. Og så finder de jo nok en sød fyr der, og så kommer de ikke tilbage igen, siger klejnsmedelev Mikkel Jørgensen.

Gør som i Norge

I Norge griber man udfordringen anderledes an. Også her er de unge mænd i overtal i landdistrikterne, men det er ikke så udtalt som i Danmark, forklarer Helene Pristed Nielsen, der er kønsforsker på Aalborg Universitet.

I Norge kan man få nedsat sin studiegæld, hvis man tager en længere uddannelse og flytter til udkants-Norge for at bruge den. Og så har nordmændene bedre normeringer i daginstitutionerne på landet end i byen. Det har i følge Helene Pristed Nielsen fået akademikerkvinder til at flytte tilbage til landdistrikterne.

- Der er meget politisk bevågenhed på problemet i Norge, synes jeg, på en anden måde end vi oplever i Danmark. Der er mere aktiv regionalpolitik, der forholder sig til det med køn og affolkning, siger Helene Pristed Nielsen.

Udflytning af statslige arbejdspladser hjælper

Udflytningen af statslige arbejdspladser i Danmark kan bremse kvindernes vandring mod byen, forventer kønsforskeren. Det samme kan de stigende huspriser i Aarhus og København. Men hun mener også, man burde udbyde nogle flere videregående uddannelser uden for de store byer.

- Det betyder altså virkeligt meget hvilke uddannelsesinstitutioner, der ligger lokalt. Måske kunne man godt overveje fra politisk hold, om man skulle være lidt mere strategisk i, hvad man udbyder lokalt, siger Helene Pristed Nielsen.

På Erhvervsskolen i Aars oplever nogen af drengene, at højtuddannede kvinder ikke vil have en håndværkerkæreste. Men fyrene vil ikke ses som tabere i damelotteriet, for der er også mange, der får gevinst. Christian Risom leder dog stadig efter en sød pige.

- Jeg ser, hvordan tiden ender. Jeg skriver lidt med nogle folk, og jeg bruger Tinder. Så må vi jo se hvad det ender med, siger Christian Risom.

Unge kvinder søger i stigende grad til Aarhus og København for at få den rigtige uddannelse og nyde bylivet. Det efterlader de nordjyske kommuner med en overvægt af mænd.

Seneste nyt

fra Nordjylland