Køreprøver får passager på bagsædet i næste uge

Elever, der skal op til køreprøve i næste uge, får ikke kun selskab af den prøvesagkyndige - Nordjyllands Politi vil sidde med på bagsædet for at kontrollere.

I uge 47 vil de nordjyske køreelever opleve, at de ikke bare får selskab af den prøvesagkyndige, når de skal op til den praktiske del af deres køreprøve. På bagsædet vil der nemlig også sidde en repræsentant fra Nordjyllands Politi.

Det har politiet meddelt de nordjyske kørelærere - for nu skal køreprøverne kontrolleres.

Kontrollen kommer, efter TV2 Nord i oktober kunne fortælle om de markante udsving, der er på de enkelte prøvesagkyndiges dumpeprocenter. Efter en aktindsigt i dokumenter hos Nordjyllands Politi stod det nemlig klart, at det kunne svinge fra en procen på rundt regnet nul til en dumpeprocent på 50 fra den ene sagkyndige til den anden.

Dengang efterlyste den nordjyske repræsentant i Dansk Kørelærer-Union, Jan Warrer Olesen, at Nordjyllands Politi gjorde mere for at kvalitetssikre køreprøverne. Det sker altså i næste uge, hvor nogle elever får en passager på bagsædet under køreprøven.

- Jeg er meget tilfreds med, at Nordjyllands Politi nu gør mere for at kvalitetssikre køreprøverne, siger Jan Warrer Olesen til TV2 Nord. 

Der er stor forskel på, hvordan de nordjyske prøvesagkyndige vurderer eleverne, når de er til køreprøve. Det viser tal fra Nordjyllands Politi, som TV2 Nord har fået aktindsigt i. Kørelærerne har i flere år været opmærksomme på problemet - nu kræver de bedre kvalitetskontrol af de prøvesagkyndige. Indslag fra den 30. oktober 2016.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland