Koldeste februarmorgen i 12 år

Mandag morgen blev den koldeste februarmorgen siden 1999. I Aalborg kunne man kort efter kl. 6 bevæge sig ud i temperaturer på -16,5°, oplyser TV 2 Vejrcenter.

-Det har ikke været koldere i årets anden måned i de seneste tolv år. I 1999 nåede vi i februar måned ned på -18,5°", oplyser Danny Høgsholt, meteorolog ved TV 2 Vejrcenter, der endvidere forklarer, at de -16,5° også blev den laveste temperatur i februar måned i fjor, og ligeledes blev dén temperatur målt i Aalborg.

I store dele af Nord-, Midt- og Østjylland var det dog også rigtig koldt mandag morgen med temperaturer gennemgående mellem 10 og 15 graders frost, mens det var noget 'lunere' i de sydlige og østlige egne, der var præget af mest skyet vejr natten igennem.

Det er nemlig kombinationen af klart og stille vejr med snedække på jorden, der de seneste par nætter har sendt temperaturen i bund. Så sent som natten til søndag måltes -15,9° - også i Aalborg.

De -16,5° mandag morgen er dog langt fra vinterens laveste temperatur. Den blev målt i Holbæk om morgenen den 22. december til -23,0°.


Seneste nyt

fra Nordjylland