Koldkrigsanlæg bliver fredet

Kulturstyrelsen har besluttet at frede koldkrigsanlægget Regan Vest i Rold Skov.

Det underjordiske anlæg Regan Vest i Rold Skov bliver fredet. Det er Kulturstyrelsen, der har besluttet at frede regeringsanlægget, som stammer fra Den Kolde Krig.

Normalt skal en bygning ellers være mere end 50 år gammel, før den bliver fredet, men der er så store kulturhistoriske værdier gemt i Regan Vest, at Kulturstyrelsen har valgt at frede det allerede nu.

- Formålet med fredningen af Regan Vest er at sikre et af landets mest markante og betydningsfulde monumenter fra Den Kolde Krig, skriver Kulturstyrelsen i begrundelsen for fredningen af anlægget.

Regan Vest blev opført midt under Den Kolde Krig. Anlægget skulle huse landets øverste ledelse, regeringen, statsoverhovedet og udvalgte embedsmænd i tilfælde af atomkrig.


Seneste nyt

fra Nordjylland