TV2 Nord

Gylletank blev ikke kontrolleret før kollaps

05:27

Den gylletank, der lørdag væltede nær Brønderslev, er ikke blevet kontrolleret i årevis

Sådan så det ud i lørdags, da gylletanken i Serritslev kollapsede. Foto: Per Frank Paulsen

1 af 2

Den gylletank, der kollapsede i lørdags på en gård nær Brønderslev er ikke blevet kontrolleret siden 1998. Det på trods af, at der må kun gå 10 år mellem hver kontrol.

Selv om Brønderslev Kommune flere gange har gjort ejeren af den kollapsede gylletank opmærksom på, at den ikke er blevet kontrolleret i årevis, så har kommunen ingen muligheder haft for at udstede påbud til landmanden, fordi han ikke har overholdt 10 års-kontrollen af hans gylletank. Den seneste kontrolrapport, der er lavet på gylletanken, og som TV2 NORD er kommet i besiddelse af, er udfærdiget den 20. maj 1998,

- Vi har ikke lovhjemmel til at indskærpe eller udstede påbud i forhold til nogen paragraffer. Vi kan kun påpege og henstille, hvis en landmand ikke overholder intervallet for hvornår en gylletank skal kontrolleres, siger Karina Lassen, der er souschef i Plan- og Miljøforvaltningen i Brønderslev Kommune.

Gylletanken skulle have været kontrolleret af et autoriseret firma for fejl og mangler for senest otte år siden. Men tanken blev aldrig tjekket inden kollapset, hvor 400.000 liter gylle løb ud, og forurenede blandt andet en nærliggende sø.

I henhold til bekendtgørelsen om kontrol af beholdere til opbevaring af flydende husdyrgødning skal landmanden mindst hvert 10. år - for egen regning - lade beholderen kontrollere for styrke og tæthed af en autoriseret kontrollant.

Selv om landmanden ikke har gjort som han skulle ifølge bekendtgørelsen, så har hverken kommunen eller andre myndigheder nogen tilsynspligt, og dermed muligheden for at komme efter landmanden, hvis ikke de 10-årige kontroller bliver overholdt. 

- Det er jo en beslutning, som man har taget, da regelsættet om beholderkontrolordningen blev lavet. Vi kan ikke med jura i hånden tage ud og håndhæve det her med kontrol af gylletanke, siger Karina Lassen.

MEGET MERE I TV2 NORD FREDAG KL. 19:30

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord