Kolonihaver skal have styr på kloakvand

 Kolonihaver skal have styr på kloakvand

Kun hver tredje af landets 62.000 kolonihavehuse har styr på deres kloakvand og det betyder, at alt fra sæbe, medicin og hormonrester ryger direkte ud i naturen.

I Aalborg vil kommunen nu kræve, at kolonihavehusene får lukkede beholdere til kloakvandet, som så efterfølgende kan tømmes:

-Jeg har allerede bedt min forvaltning om at komme med en indstilling, så vi kan få løst problemet, siger Aalborg Kommunes Tekniske Rådmand Mariann Nørgaard til TV2 Nord.

I Haveforeningen Fjordglimt i Aalborg skønner formand Preben Pedersen, at ca. 10 ud af foreningens 88 haver i dag lukker spildevand ud i hjemmelavede sivebrønde:

- Vi har aldrig oplevet problemer med spildevand, men vi er selvfølgelig parate til at diskutere sagen med kommunen, siger Preben Hansen.

Han mener, at det vil være at skyde gråspurve med kanoner at forlange kloakering i kolonihaverne - en løsning som han også finder alt for dyr:

- Jeg vil foreslå, at de kolonihaver, der benyttes som bolig i hele sommerhalvåret får installeret en septiktank - og vi andre kan nøjes med små campingtoiletter.

I Aalborg Kommune kender ingen omfanget af de ulovlige sivebrønde, som findes i stort set alle byens haveforeninger:

- Men det er et problem - og et problem der skal løses, siger Mariann Nørgaard til TV2 Nord.


Seneste nyt

fra Nordjylland