Besøg på byggepladsen: Laurits' gård måtte vige pladsen da Nordjyllands nye hospital skulle bygges

22:02

Reportage fra byggeriet af det store nye sygehus i Aalborg.

TV2 Nord følger tilblivelsen af Nyt Aalborg Universitetshospital.

Se hele programmet 'Sygehus på vej' herover - eller i aften klokken 19.40 på Salto

Fem milliarder kroner. Det er prisen for Nordjyllands største byggeri nogensinde. Et byggeri, mange nordjyder vil komme til at stifte bekendtskab med i fremtiden.

For 5100 besøgende var nysgerrigheden for stor til at vente til sygehusets åbning i 2020. De kiggede derfor indenfor, da Nyt Aalborg Universitetshospital 1. september holdt åbent hus for sjette år i træk.

Masser af gæster kom til åbent hus. Foto: Jesper Bo Winther

En af dem, der troligt er dukket op hvert år for at følge tilblivelsen af det enorme byggeri, er pensionisten Laurits Svendsen. Han har et helt særligt forhold til grunden i Aalborg Øst vest for Hadsund Landevej.

84-årige Laurits Svendsen ejede nemlig en gård på grunden, som blev eksproprieret for at give plads til det nye sygehus.

- Det er ikke noget, vi går og græder over. Vi skulle alligevel sælge gården på et tidspunkt, siger Laurits Svendsen og viser et billede af ejendommen frem.

Laurits Svendsens gård, som er blevet revet ned for at gøre plads til det nye universitetshospital.

At Laurits Svendsen og over 5100 andre nordjyder havde valgt at bruge deres søndag på at besøge Nyt Aalborg Universitetshospital kommer bag på hospitalsdirektør Niels Uhrenfeldt.

- Sikke en opbakning, sikke en interesse fra nordjyderne om det arbejde, vi går og laver. Jeg tænker bare, at det ikke kan fortsætte, det her. Vi kan ikke blive ved med at slå vores egen rekord hver gang. Det er helt utroligt, siger han.

00:59

Hospitalsdirektøren var overvældet over den store interesse.

Luk video

De besøgende havde for første gang mulighed for at få en tur ned i sygehusets kælder. Her kunne de blandt andet høre om en helt ny maskine, som personalet på nuklearmedicinsk afdeling ser meget frem til at tage i brug.

Læs også Hypermoderne servicecenter på vej til nyt universitetshospital

Der er tale om en såkaldt cyklotron, som er med til at producere sporstoffer til især diagnosticering af kræft.

Tidligere har personalet på sygehusene i Nordjylland været afhængige af en lignende maskine i Aarhus. Men med investeringen på 12 millioner kroner vil sygehuset fremover spare tid, mens patienter i nogle tilfælde vil spare køreturen til Aarhus.

- Cyklotronen bliver et kæmpe hit. Jeg synes, det er en rigtig god investering, siger Marlene Stick, der er udbudskonsulent ved Nyt Aalborg Universitetshospital.

Cyklotronen har en levetid på cirka 50 år.

Flere steder i kælderen er væggene flere meter tykke, så stråler ikke kan nå igennem. Foto: Jesper Bo Winther

I udsendelsen "Sygehus på vej" øverst i artiklen kan du komme med på rundvisning på Nyt Aalborg Universitetshospital.

Udsendelsen er den tredje i rækken. Programmerne fra 2017 og 2018 kan se du se her.

  Foto: Jesper Bo Winther

Forsiden lige nu