Kommunaldirektør siger op

Landets mindste kommune, Læsø, skal have ny kommunaldirektør. Foto: Visit Læsø

Johan Norden fratræder efter eget ønske som kommunaldirektør i Læsø Kommune

Kommunaldirektør i Læsø Kommune Johan Norden har besluttet at opsige sin stilling på grund af længerevarende sygdom.

- For en lille kommune som Læsø er det nødvendigt, at kommunaldirektøren er til stede og arbejder på fuld kraft. Det kan jeg desværre ikke leve op til længere, da jeg er blevet ramt af sygdom af længere varighed. Det er en ærgerlig beslutning, for jeg har været rigtig glad for at være i kommunen. Men jeg føler, at det er det eneste rigtige at gøre af hensyn til kommunen og de ansatte, siger Johan Norden.

Borgmester Tobias Birch Johansen beklager, at Johan Norden på grund af sygdom ikke længere føler, han kan bestride sit job.

- Jeg har stor respekt for, at Johan Norden har truffet den beslutning af hensyn til kommunen, siger Tobias Birch Johansen.

Johan Norden tiltrådte 1. juli 2014 som kommunaldirektør ved Læsø Kommune og har en fortid blandt andet som udviklingschef i Fredericia Kommune og borgmester i den tidligere Rudkøbing Kommune.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord