Kommunalreform har svigtet handicappede

En ny undersøgelse viser, at mennesker med handicap er blevet svigtet af kommunalreformen.

Det var meningen, at kommunalreformen skulle skabe én samlet indgang til det offentlige. På den måde skulle hovedansvaret på handicapområdet samles i større kommuner, og derved skulle man opnå en bedre kvalitet.

Men en ny undersøgelse fra Danske Handicaporganisationer viser, at formålet med reformen ikke er blevet indfriet.

I stedet viser det sig, at mange borgere med et handicap bliver svigtet og ikke får de tilbud, som de har behov for.

Kommunalreformen blev vedtaget med et snævert flertal, og regeringen er nu i gang med et "serviceeftersyn" af reformen, så der kan rettes op på de ting, der ikke fungerer.

Formand for Danske Handicaporganisationer Stig Langvad er langt fra tilfreds med reformen.

- Når vi ser på undersøgelsens resultater, er der for mig ingen tvivl om, at kommunalreformen ikke har levet op til sine intentioner, når det gælder personer med handicap. Den viser, at personer med handicap oplever store problemer i kommunerne, mest markant i forhold til manglende kvalitet, viden og samarbejde på de områder, hvor borgerne naturligt forventer et samarbejde ud over kommunegrænserne. Vi må desværre konkludere, at alt for meget er blevet overladt til det kommunale selvstyre, og at Folketinget ikke har set, at der er behov for at hjælpe kommunerne til at samarbejde på tværs, siger han.

Stig Langvad håber samtidig på, at der nu vil blive rettet op på problemerne.

- Serviceeftersynet er intet værd, hvis det ikke løser de problemer, der har vist sig som konsekvens af kommunalreformen. Nu er der en enestående mulighed for, at politikerne kan rette op på de ting, der tydeligvis ikke fungerer. Det skal lykkes - alt andet ville være skuffende og et yderligere svigt af de borgere, der er kommet i klemme.


Seneste nyt

fra Nordjylland