Kommune ansætter egen parkeringsvagt

Brønderslev Kommunes Teknik- og Miljøudvalg har besluttet, at kommunen selv skal stå for parkeringskontrollen i byen.

Tiden uden parkeringsvagter i Brønderslev er ovre, før end borgerne aner. Teknik- og Miljøudvalget i Brønderslev Kommune besluttede tirsdag på et møde, at kommunen selv skal stå for parkeringskontrol i kommunen, så det er et spørgsmål om tid, før parkeringsbøderne igen flyder i Brønderslev.

Alt tyder på, at der kun skal ansættes én person eventuelt i en deltidsstilling, men de endelige detaljer skal Teknik- og Miljøudvalget diskutere på udvalgets næste møde.

- Vi planlægger at målrette det mere. Det er ikke nødvendigt med så mange bøder, men de skal gives de rigtige steder. Vi går efter at lave parkeringskontrol på specifikke steder på specifikke tidspunkter i Brønderslev, hvor vi ved, der er problemer. For eksempel til Hjallerup Marked, siger Mikael Klitgaard (V), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget.

Samtidig har kommunen kontaktet lokalpolitiet og snakket med dem om parkeringskontrol, så der især i perioden indtil en ny vagt ansættes ikke bliver frit lejde for folk, der parkerer ulovligt.

- Folk kan godt forvente, at der kommer betjente ud, siger Mikael Klitgaard.

Teknik- og Miljøudvalget har ikke endeligt besluttet, hvor mange timer stillingen skal være på, eller hvornår stillingen bliver opslået. Men Formanden for udvalget forventer, at man kan tage en beslutning på næste møde sidst i januar.

- Vi vil gerne sætte det i gang så hurtigt som muligt, siger Mikael Klitgaard.


Seneste nyt

fra Nordjylland