Kommune dropper tilskud til Næssund-færgen

Politikerne i Morsø Kommune står fast ved beslutningen om at stoppe tilskuddet til Næssund-færgen.

Senest 1. september 2015 skal de lokale selv kunne stå for driften af Næssund-færgen, der sejler mellem Mors og Thy. Det ligger fast, fordi Morsø Kommune står ved beslutningen om at droppe tilskuddet til færgen.

Morsø Kommunes økonomiudvalg behandlede sagen på et møde onsdag, og politikerne fastslår, at tilskuddet til Næssund-færgen stopper næste år.

- Vi har simpelthen ikke råd til at fortsætte. Og personligt tror jeg, at de lokale får meget svært ved at køre færgen videre, men vi skylder at give dem chancen, siger Meiner Nørgaard fra Dansk Folkeparti, formand for teknisk udvalg i Morsø Kommune, til tvmidtvest.dk.

Lokale folk fra Karby vil forsøge at drive færgen i fremtiden. Det var oprindelig planen, at kommunen ville stoppe tilskuddet til færgen fra 1. januar 2015, men nu er meldingen, at støtten forsvinder 30. april næste år.

- Hvis folkene i Karby så kan vise et bærbart projekt for, hvordan de selv kan drive færgen videre, er vi indstillet på at fortsætte støtten indtil den 1. september. Af respekt for deres arbejde skal vi ikke slå hånden af dem, inden de har fået chancen for at komme i gang, siger Meiner Nørgaard til tvmidtvest.dk.

Ved at droppe tilskuddet til Næssund-færgen regner Morsø Kommune med at kunne spare 1,9 millioner kroner om året.


Seneste nyt

fra Nordjylland