Kommune ejer bordel

I bestræbelserne på at købe og nedrive forfaldne huse på landet, er Hjørring Kommune pludselig blevet ejer af et bordel.

For nylig købte Hjørring Kommune Vråvej 458 i Børglum for en krone for at rive det ned, uden at vide at der i huset arbejder en prostitueret. Alligevel afviser udvalgsformand Jørgen Bing at kommune har slået sig på bordeldrift.

-Riget fattes jo penge og ikke mindst kommunen, men dertil er vi dog ikke nået endnu, siger formand for teknisk udvalg i Hjørring Kommune, Jørgen Bing (SF) til TV2/NORD.

Hjørring Kommune vil rive huset ned, fordi det er i dårlig stand, men det er de nuværende beboerne ikke enige i.  De ønsker at være anonyme, men siger til TV2/NORD, at de ikke har set nogen dokumentation på, at huset skulle være dårligt, og at det under alle omstændigheder er i god nok stand til at blive brugt som bordel, så derfor har de klaget over afgørelsen.

-Det er jo ikke kommunens problem. Vi har jo opsagt vores lejer pr. 30/11 efter alle regler. At han så har videreudlejet igen, det er dels dybt ulovligt og dels er det ham, der har et problem over for sine lejere, siger formand for teknisk udvalg i Hjørring Kommune, Jørgen Bing (SF) til TV2/NORD.

Ifølge beboerne på Vråvej 458 har de både huslejekontrakt og betaler husleje hver måned. Skal huset derfor rives ned forventer de, at kommunen genhuser dem.

-Vi skal muligvis genhuse den som vi lejede ud til, men vi skal ikke genhuse dem, som han har videreudlejet til, siger formand for teknisk udvalg i Hjørring Kommune, Jørgen Bing (SF) til TV2/NORD.
Hjørring Kommune blev noget overrasket over at høre, at der stadig er bordeldrift på adressen, så nu vil forvaltningen tage ud og kigge nærmere på forholdene.

Har du et godt tip?