Kommune fjerner dyrlæges kemiske laboratorium

Dette er kun en lille del af det kemiske affald, som Hjørring Kommune konfiskerede, da de i dag ryddede en dyrlæges laboratorium i Hjørring. Foto: Per Frank Paulsen

Hjørring Kommune måtte i dag rykke ud for at fjerne et kemisk laboratorium efter en tidligere dyrlæge i byen. Dyrlægen har forsøgt at udvikle kræftmedicin i sine laboratorier, og det er ikke første gang, at kommunen må rydde op efter ham.  

Medarbejdere fra Hjørring Kommune fjernede tirsdag eftermiddag resterne af et kemisk laboratorium på Skolegade i Hjørrings midtby. Indtil for kort tid siden rummede ejendommen en praktiserende dyrlæge.

Og det er bestemt ikke første gang, at kommunen rykker ud for at rydde op efter den pågældende dyrlæge. I 2003 måtte Hjørring Kommune fjerne store mængder farlige kemikalier fra tre af dyrlægens lokaliteter i byen. Dyrlægen har forsøgt at udvikle genmanipuleret kræftmedicin. Dyrlægens virksomheden gik konkurs, og oprydningen havnede derfor hos Hjørring Kommune.

Nu er den så gal igen, men kommunen afviser, at de kunne have grebet ind allerede i 2003.

- Alle borgere nyder en vis beskyttelse. Den private ejendomsret er jo som bekendt ukrænkelig. Han var ikke jo ikke på nogen måde sat ud af spillet. Han havde sin bestalling som dyrlæge og måtte praktisere, så det kunne vi ikke gå ind og stoppe, siger teknisk direktør Andreas Duus fra Hjørring Kommune.

Det kemiske affald fra det nye laboratorium bliver nu destrueret, enten i Hjørring eller hos Kommune Kemi.

-Der er ikke noget eksplosivt, eller noget der siver ud i omgivelserne, men det er kemikalier, som skal håndteres og bortskaffes forsvarligt, siger teknisk direktør Andreas Duus fra Hjørring Kommune til TV2/NORD.

Flere nyheder fra TV2 Nord