Kommune har fået 700 høringssvar omkring skolelukninger

Foto: Per Frank Paulsen

Hjørring Kommune har modtaget hele 700 høringssvar omkring de modeller for besparelser på skole- og daginstitutionsområdet, som kommunen arbejder med.

Der har været masser af debat omkring modellerne for fremtidens skole- og dagtilbud i Hjørring Kommune. Hele 700 borgere, foreninger og organisationer har kommenteret de modeller, som byrådet sendte i offentlig høring i november sidste år.

- Det er dejligt, at så mange har valgt at være med i det, der jo er en meget vigtig del af den demokratiske proces. Det er helt afgørende, at vi som politikere får borgernes syn - både godt og skidt - på de store ændringer, der er på vej, siger formand for børne-, skole- og uddannelsesudvalget Daniel Rugholm (Konservative).

Borgere har i de seneste otte uger haft mulighed for at komme i kontakt med de syv politikere i børne-, skole- og uddannelsesudvalget til både traditionelle borgermøde og ved et borgermøde på Facebook. Her har politikerne opfordret dem til at sende deres tanker og ideer som officielle høringssvar.

Høringssvarene bliver nu sendt til alle medlemmer af byrådet, som tager den endelige beslutning om den fremtidige struktur på skole- og dagtilbudsområdet 26. februar.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord