Kommune lokker kronisk syge ud i idrætsforeninger

Et helt nyt samarbejde mellem Brønderslev Kommunes sundhedscentre og flere lokale idrætsforeninger skal fastholde borgere med kroniske sygdomme i motionstilbud.

I Brønderslev er det kommunale genoptræningstilbud gået sammen med lokale foreninger, så borgere med kroniske sygdomme som en del af deres genoptræning og rehabilitering nu bliver præsenteret for en række forskellige idrætstilbud. Ambitionen er, at borgerne bliver så grebet at sporten og sammenholdet i foreningerne, at de forbliver aktive medlemmer, selv efter deres genoptræningsforløb er overstået.

-Vi ved, at motion kan gøre en stor forskel for borgerne med de her sygdomme, men desværre har mange svært ved at holde fast i de gode vaner bagefter, når træningen i kommunen ophører. Derfor sætter vi nu ekstra fokus på udslusning ved at indlede et tættere samarbejde med en række frivillige idrætsforeninger, siger leder af sundhedsområdet, Helle Rasmussen.

Lars Larsen fra Brønderslev er en af de omkring 30 borgere med kroniske sygdomme, som tvinger sine KOL-lunger i arbejde, ved sin første floorballtræning nogensinde. Han er på banen som en del af et 12 ugers kommunalt genoptræningsforløb, hvor en del af træningen som noget nyt nu foregår i lokale idrætsforeninger.   

- Det er skide hyggeligt. Vi får bevæget os, og pulsen kommer op, skal jeg lige love for, siger Lars Larsen, der er KOL-patient.

Mange motionstilbud

Foruden floorball skal kronikerne fra Brønderslev også prøve kræfter med blandt andet fodbold, svømning og gymnastik, og de bliver forhåbentlig så grebet af foreningsidrætten, at de bliver hængende - også efter genoptræningsforløbet af slut.  

-Foreningslivet rummer en række forskellige motions- og aktivitetstilbud, som vi mener at endnu flere af kan drage nytte af. Samtidigt har foreningernes aktiviteter oftest et socialt omdrejningspunkt, som vi i høj grad mener kan være med til at fastholde borgerne, siger Morten Borregaard Poulsen, der er projektleder i Bevæg dig for livet – Senior i Brønderslev Kommune.

quote Det er skide hyggeligt. Vi får bevæget os, og pulsen kommer op, skal jeg lige love for.

Lars Larsen

Efter en times intens floorballtræning er der kaffe, kage og røverhistorier, og foreningen håber, at prøvetræningerne ender med permanent medlemskab.  

-Vi forventer, at vi kan lave et hold bestående af den gruppe her suppleret med andre, der sidder hjemme i sofaen og synes, det kunne være sjovt at prøve det her, siger Jeppe Bisgaard, der er formand i Brønderslev Floorball Club.

Pilotprojektet kører i første omgang året ud. Foruden KOL-patienter er der også diabetikere og borgere med hjertesygdomme med på genoptræningsholdet.     


Seneste nyt

fra Nordjylland