Kommune meldt til Ombuds-manden

Foto: Per Frank Paulsen

Aalborg Kommune er meldt til Ombudsmanden, fordi kommunen har stakkevis af ubehandlede ansøgninger liggende.

Aalborg Kommune har stakkevis af ubehandlede ansøgninger liggende med ansøgninger fra syge borgere, der søger førtidspension. Ansøgninger, de for længe siden skulle have haft svar på.

Kommunen er meldt til Ombudsmanden, der i sidste uge valgte at gå ind i en identisk sag i København, hvor 216 borgere skulle vente 14 måneder. Nu har sagen altså bredt sig til Aalborg, der nu er meldt til Ombudsmanden.

- Det er endnu et eksempel på, at kommunerne slet ikke er deres opgave voksen med at behandle de her sager, siger Ricky Magnussen, der står bag begge anmeldelser.

Han er privat socialrådgiver og kører sager for mennesker, der sidder fast i det offentlige system. Han har flere Aalborg-sager om førtidspension.

Ligesom i København fik Aalborg markant flere ansøgninger i slutningen af året. Ansøgningerne kom, inden der 1. januar blev indført nye og væsentligt strammere regler for at få førtidspension.

Ved årsskiftet havde Aalborg Kommune omkring 180 sager om førtidspension i gang. Mellem 30 og 40 af dem er endnu ikke afsluttet, selvom der i loven er sat en frist på tre måneder. Herefter skal borgeren have en begrundelse hver gang sagen udsættes.

I Aalborg mener rådmand Mai-Britt Iversen (S), at kommunen skal kunne tåle at kigges efter i kortene.

- Men man skal tage med, at der ligger også et ønske om ordentlighed bag sagsbehandlingstiderne. At vi vil give hver enkelt en ordentlig og grundig sagsbehandling, siger Mai-Britt Iversen.

Aalborg Kommune siger, at den lange ventetid både skyldes de mange sager, og at det tager lang tid at indhente alle de oplysninger, der skal til for at belyse, om en borger har ret til førtidspension. Især psykiatrien er sløv til at finde ældre udtalelser frem.

Desuden bærer mange af sagerne præg af, at forskellige organisationer opfordrede sine medlemmer til at nå at søge, inden reglerne om førtidspension blev ændret.

- Derfor indgår der også mange professionelle bisiddere i sagerne, for eksempel advokater, fagforeninger, a-kasser og patientforeninger. Det betyder at også høringsfasen, hvor borgeren kan kommentere på sin egen sag, tager længere tid, siger Birthe Gade, faglig konsulent på pensionsområdet i Jobcentret i Aalborg Kommune.

Ricky Magnussen frygter, at Aalborg Kommunes lange sagsbehandlingstider vil ramme borgerne.

- Min frygt er, at den lange ventetid kan betyde, at borgere vil få afvist deres ansøgninger med en begrundelse om, at deres lægeudtalelser er forældede. Og det er netop sket i to sager, jeg har i Aalborg Kommune. Det er bare nogle af de problemer, jeg oplever, siger Ricky Magnussen.