Kommune og borgere deler elbiler

Som et nyt forsøgsprojekt kan borgere i Thisted Kommune leje elbiler af kommunen.

Hen over sommeren stiller Thisted Kommune fire deleelbiler af mærket Puegeot iOn til rådighed for kommunens borgere, der fra fire forskellige steder i kommunen kan tage en elbil, hvis der er behov for transporthjælp.

- Vores el-delebilsprojekt er med til at sikre, at Thisted Kommune forbliver Danmarks førende klimakommune. I Thisted Kommune producerer vi mere el fra vedvarende energikilder end vi samlet forbruger. Derfor er elbilerne et rigtig godt valg. Derudover giver delebilerne borgerne en miljøvenlig mulighed, for at komme fra A til B - uden at købe egen bil. Jeg håber, at rigtig mange borgere vil gøre brug af denne mulighed, siger borgmester Lene Kjelgaard Jensen.

For at kunne benytte sig af deleelbilerne skal man først oprettes hos letsgo.dk, der står for administrationen af biler, og så fungerer lejegebyret ellers lidt efter taxaprincippet, hvor du betaler en timepris på omkring 20 kroner og derudover en kilometerpris på 2,85 kroner.

De fire biler vil være placeret i Hurup, Frøstrup, Bedsted og Thisted, og første gang kommunens borgere præsenteres for det nye initiativ bliver lørdag til Frøstrup Byfest.

Forsøgsprojektet kører frem til april 2016.


Seneste nyt

fra Nordjylland