Kommune overvejer fremtid for udbrændt restaurant

05:49

Det er dagen derpå - den hæderkronede restaurant Hedelund i Brønderslev er brændt og tilbage står flere hundreder gæster, der forlængst havde booket og gjort klar til fest

Restauranten var et kæmpe aktiv for kommunen, mener borgmesteren. Derfor skal en form for restaurant genetableres.

Brønderslev Kommune ejer grunden, hvor den nu nedbrændte Restaurant Hedelund ligger. Kort før midnat onsdag brød de 64 år gamle bygninger i brand. Det eneste, der er tilbage af restauranten, er nedbrændte bygninger med masser af vandskader og ødelagt inventar.

- Jeg tror ikke der er noget, der kan bruges, men vi skal jo finde ud af, hvordan vi så bygger det op igen, for vi vil jo gerne have, at der ligger en restaurant her ved parken, siger borgmester i Brønderslev Kommune, Mikael Klitgaard. (Venstre)

Restaurant Hedelund dagen derpå. Foto: Mogens Jørgensen

Mette og Tjorbjørn Blicher har været forpagter af Restaurant Hedelund i 19 år, og ordrebogen var godt fyldt op. Især her i sommerperioden er der mange gæster, der benytter restauranten til arrangementer, og til en kop kaffe i forbindelse med et besøg i Brønderslevs Rododendron park, der ligger lige ved siden af restauranten.

- En eller anden form for servering kommer der her igen, tror jeg. Men om det bliver en traditionel restaurant, som vi kender den, det ved jeg ikke, siger Karsten Frederiksen formand for Teknik – og Miljøudvalget i Brønderslev Kommune. (Konservativ)

Forpagterparret har brugt torsdag på at overbringe den triste nyhed om branden til alle de gæster, der havde booket stedet til lykkelige begivenheder henover sommeren. De skal nu finde et andet sted til deres arrangement.

Her kan du se, hvad borgmester og udvalgsformand sagde til TV2 Nords reporter, da han mødte dem ved de udbrændte bygninger.

00:34 Luk video

   

Har du et godt tip?