Kommune vil lade tarmpatient besørge i grøftekant

Foto: Privat

Selvom Klaus Kristensen fra Ålestrup er tvunget til at gå på toilettet seks til 15 gange om dagen, vil Vesthimmerlands Kommune have ham ud at arbejde.

Livet som sygedagpengemodtager strammer til. Det oplever en 47-årig kronisk tarmpatient, der er tvunget til at gå på toilettet op til 15 gange om dagen.

For selvom Klaus Kristensen i flere omgange har oplevet, at hans sygdom er årsag til, at han er blevet fyret, anser Vesthimmerlands Kommune ham rask nok til at varetage et arbejde.

Derfor kigger han i denne uge ekstra nervøst på mobiltelefonen.

- Min sagsbehandler sagde for en uge siden, at jeg bliver sendt i arbejde i denne uge, og hvis de sender mig ud at rense grøfter, må jeg jo gå på toilettet der, siger Klaus Kristensen.

I november sidste år meldte han sig syg igen på grund af sin sygdom, men i februar måned blev han raskmeldt af Vesthimmerlands Kommune.

- Jeg har tidligere arbejdet i XL-Byg i Møldrup, som taxa- og lastbilschauffør og på et savværk, men hver gang arbejdsgiveren presser mig, må jeg oftere på toilettet og får flere sygedage, og det vil de ikke acceptere, forklarer han.

Må sidde i grøften

Og nu frygter han altså, at Vesthimmerlands Kommune igen vil sende ham ud i et arbejde, som hans sygdom vil gøre det svært at gennemføre.

- Jobcenteret har anerkendt, at jeg ikke længere er fuldt arbejdsdygtig, men man mener alligevel, at jeg kan arbejde inden for det grønne område. På et møde sagde jeg lettere ironisk, at jeg jo måtte sidde i grøften, hver gang der ikke er et toilet eller en toiletvogn i nærheden, fortæller Klaus Kristensen.

Det med grøftekants-besørgelsen er aldrig nedfældet i Klaus' journal, men blev alligevel anvendt som begrundelse for, at Klaus sagtens kan arbejde, så kommunen uden videre kan stoppe med udbetaling af sygedagpenge.

Afgørelsen har hans fagforening, Det Faglige Hus, klaget over, og sagen har også nærmest stået på standby siden februar, men nu ser det altså ud til, at Klaus igen skal i arbejdstøjet.

Hjælp hjælper ikke

Et nyt lovforslag, som skal tilgodese borgere med en livstruende, alvorlig sygdom med sygedagpenge, hjælper på ingen måde syge, som fejlagtigt er blevet raskmeldt af deres kommuner. Lovforslaget risikerer dermed at få minimal effekt, medmindre der strammes op og reageres imod kommunernes - ofte ulovlige - praksis på sygedagpengeområdet, mener Det Faglige Hus.

Lederen af Social Team i Det Faglige Hus, Vibeke Olsson, oplever dagligt, hvordan syge medlemmer ikke bare er ved at bryde sammen på grund af deres lidelser, men ligeså meget fordi kommunen fjerner deres forsørgelsesgrundlag.

- Vi har i Det Faglige Hus besluttet at anke stort set alle de afgørelser, hvor kommunerne uden videre raskmelder syge medlemmer. Vikarer og løsarbejdere er dog endnu ringere stille, selv om de ofte påtager sig jobs, som ingen andre vil have og derfor er de ofte også mere udsatte i forhold til sygdom og arbejdsskader, siger Vibeke Olsson.

Tilbage i Ålestrup sidder Klaus Kristensen og stirrer på telefonen.

- Ringer de fra kommunen og sender mig i arbejde, må jeg jo afsted, for ellers tager de min kontanthjælp, siger han.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord