Kommuner har sparet millioner

 Kommuner har sparet millioner

30-40 millioner kroner. Så meget har de nordjyske kommuner sparet på den tre uger lange konflikt. Men borgerne skal ikke forvente ekstra service.

Kommunerne har sparet rigtig mange penge i løn under konflikten.

- I Hjørring har vi sparet omkring syv millioner kroner - tre på ældre- og handicapområdet, fire på børne- og undervisningsområdet, siger kommunaldirektør i Hjørring Kommune, Jesper Christensen.

Hjørring har forholdsmæssigt været hårdest ramt af stejken. Men da Aalborg er større, har kommunen med 13 millioner kroner sparet mest. Frederikshavn kan lægge seks millioner i kassen. Mariagerfjord sparer fire millioner, mens Jammerbugt og Rebild har omkring en million i sparede lønudgifter. Brønderslev og Vesthimmerland har endnu ikke talt beløbene op. Og endelig har Læsø helt været undtaget fra konflikten.

Men kommunerne har også haft udgifter.

- I øjeblikket har vi mange beskæftiget med store badedag på plejecentrene og der skal gøres rent. Så der er også nogle opstartsomkostninger, siger Jepser Christensen.

Kun i Aalborg er der planer om at forsøde tilværelsen for de ældre ved at sende nogle af de sparede penge ud på hvert plejehjem. I de øvrige kommuner går pengene i kommunekassen.

- De to udvalg der har sparet, er begge to indenfor områder med et stort udgiftspres, så jeg er sikker på, at pengene kommer dem godt tilpas - uden at de skal omsættes til nye ting, fortæller kommunaldirektør Jesper Christensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland