Kommuner stritter imod vindmøller

En række kommuner laver forhindringer for, at der kommer vindmøller op i netop deres kommune - også de nordjyske.  

Vindmøller er langt fra så populære i kommunerne som i regeringen. Mange kommuner vil helst undgå møllerne, skriver dr.dk.

Ifølge vindmølleindustrien og en grøn tænketank kan regeringen få svært ved at opfylde den energistrategi, der lægger op til at vindmøller og biomasse skal fortrænge kul, olie og naturgas i kraftværker og boliger inden 2050.

- Kommunerne har ikke noget imod vindmøller, bare de ikke står hos dem, lyder det fra Martin Lidegaard, der er formand for den grønne tænketank Concito i programmet Deadline.

Og også de nordjyske kommuner er blandt de kommuner, der stritter imod opførslen af vindmøller. 

I Vesthimmerland Kommune har man indstillet opførelsen af vindmøller. Begrundelsen er, at man vil afvente ny grænseværdier for lavfrekvent støj fra miljøministeriet. Men Miljøministeriet har udtalt, at de nye værdier ikke vil påvirke vindmøllerne.

I Aalborg og Frederikshavn Kommuner har man ændret i lokalplanen, så møllerne nu skal stå længere væk fra land, der er bebygget - eller udstykket til bebyggelse.

Kigger man udenfor Nordjylland, går Ringsted kommune så langt som et decideret stop for at bygge vindmøller. De skal bygges på vand, er meldingen fra kommunen, som ikke har nogen kystlinje.

Kommunerne Svendborg, Nyborg og Nordfyn har indført omfattende begrænsninger på højden af møllerne. De nye møller, der produceres, er omkring 130 meter - omkring 50 meter højere end de nye grænser fra kommunerne.


Seneste nyt

fra Nordjylland