Kommuner vil sagsøge staten - holder første møde i september

02:52

Med Hjørring Kommune og borgmester Arne Boelt i spidsen vil godt 20 kommuner mødes 13. september for at diskutere et fælles mål: At sagsøge staten.

En retssag mod den danske stat er rykket et skridt tættere på for Hjørring Kommune og omtrent 20 andre danske kommuner.

Den 13. september er det nemlig planen, at det første møde om at sagsøge staten skal finde sted. Det fortæller borgmester i Hjørring Kommune, Arne Boelt (S). Søgsmålet skyldes, at kommunerne mener at være blevet snydt for bloktilskud gennem flere år, og det er de penge, borgmestrene nu vil kæmpe for at få hjem. 

Læs også Hjørring Kommune sagsøger staten: - Vi bliver betragtet som andenrangs mennesker

- Vi mener bestemt, vi har noget at have det i. Allerede i 2014 gjorde Lemvig Kommune opmærksom på fejlen og skrev til ministeren, og siden har flere andre kommuner gjort det samme. Men ministeren ville ikke gøre noget ved, ikke engang undersøge, om der var sket en fejl. Og det er imod reglerne, siger Arne Boelt, (S), borgmester i Hjørring Kommune.

Gået glip af 75 millioner kroner

Allerede i starten af juni meddelte Hjørring Kommune første gang, at man havde tænkt sig at hive staten i retten for fejlen. Siden har flere kommuner meldt sig interesserede i at være med.

En sådan retssag skyldes, at der gennem flere år er ikke blevet taget højde for udlændinges uddannelsesniveau i den måde, ydelserne er blevet udbetalt på. Så en veluddannet flygtning i en kommune, har udløst samme portion penge, som en ikke uddannet i en anden kommune. Fejlen bliver fra 2019 rettet, men de kommuner, der i perioden fra 2014 til 2018 ikke har fået, hvad de havde ret til, får ingen kompensation.

Det er måske lidt drastisk sådan at hive staten i retten. Men nu har en dråbe altså fået bægeret til at flyde over. 

Arne Boelt, borgmester

Og derfor mener flere kommuner altså nu at have belæg for at sagsøge staten. I Hjørring Kommune vurderes det, at man er gået glip af cirka 75 millioner kroner, som man altså nu vil have staten til at udbetale.

- Det er måske lidt drastisk sådan at hive staten i retten. Men nu har en dråbe altså fået bægeret til at flyde over. For de kommuner, der har fået for lidt, bliver ikke kompenseret, mens for eksempel Københavns Kommune, som har fået alt for mange penge i tilskud, nu får ekstra. Det bliver simpelthen for meget os, siger borgmester Arne Boelt.

- Skylder skatteborgerne at forsøge

Præcis hvor mange kommuner, der ender med at gå med i sagen, ved Arne Boelt først efter mødet den 13. september. En retssag kan let løbe op i 150.000-200.000 kroner for hver kommune, så der er noget at tage stilling til.

- Men vi synes, vi skylder skatteborgerne at forsøge at få de her penge hjem. 150.000 kroner er jo ikke voldsomt, hvis vi kan få de 75 millioner hjem, vi er gået glip af. Vi skal bare være sikre på, at vi har en ordentlig chance for at vinde, inden vi tager skridtet, siger Arne Boelt.

Derfor forventer han heller ikke, at kommunalbestyrelserne rundt om i kommunerne vil have punktet på dagsordenen før i oktober eller november. 

 

Forsiden lige nu