Kommunerne har svigtet deres kloak-ansvar

Ny undersøgelse viser, at kommunerne har brugt hele 2,3 millioner mindre på kloakfornyelse, end de har aftalt med regeringen. Det kan være årsag til stigende rotteproblemer og kloakforurening.

En undersøgelse, som Rambøll Management har lavet for Ingeniørforeningen IDA viser, at kommunerne, der ejer kloakkerne, ikke har renoveret og vedligeholdt kloakkerne i det omfang, de havde aftalt med regeringen. Det skriver Berlingske Tidende i dag.

- Kommunerne har ikke investeret i det omfang, der blev lagt op til i aftalen. Derfor er der et efterslæb på 2,3 mia. kr., som skal indhentes, lyder det fra chefkonsulent i Rambøll Management, Inge Nilsson.

Kun tre fjerdedele

Tilbage i 1994 indgik KL og Miljøministeriet en aftale, der medførte, at kommunerne frem til 2008 skulle bruge 1,2 milliarder kroner om året på at forny kloakkerne, men i 2004 havde kommunerne kun brugt tre fjerdedele af det aftale beløb.
Og her i 2008 har kommunerne stadig kun brugt tre fjerdele af det afsatte beløb, altså 8,5 milliarder kroner.

- Det er stærkt bekymrende. I forvejen er aftalen ikke særlig ambitiøs. Vi taler ikke om udvidelser, men blot om helt basale og nødvendige investeringer, der skal sikre, at kloakkerne holder det nuværende stade, siger Jørn Guldberg, der er formand for teknik- og innovationsudvalget i Ingeniørforeningen, der vurderer, at spildevand, der siver ud i naturen kan medføre et sundhedsproblem.
Desuden kan hullede kloakker give rottebefængte gader, som borgerne kunne se det i Vrensted i april.

Erkender fejl

Kommunernes Landsforening erkender, at de har brugt for få penge i 2004, men endnu ikke har overblik over budgettet fra 2004 til i år. Desuden har man ikke brugt alle pengene på kloakfornyelser, fordi man afventer.

- Vi har brug for mere viden, så vi ikke investerer i hverken utilstrækkelige eller overdimensionerede kloakker, siger Bjørn Dahl, der er formand for Kommunernes Landsforenings teknik- og miljøudvalg.

Han mener desuden, at opgaven er så stor, at kommunerne ikke skal stå med udgifterne alene. Han vil have hjælp fra regeringen.

Ingen hjælp at hente

Miljøminister Troels Lund Poulsen er imidlertid ikke imødekommende over for KL's råb om hjælp

- Jeg kan sige, at det er kommunernes ansvar at sikre, at aftalen bliver opfyldt, og det vil jeg holde dem fast på. Når vi kommer tættere på aftalens udløb, vil jeg tage en drøftelse med Kommunernes Landsforening om det fremadrettende, herunder en evaluering af, hvordan aftalen har virket, siger ministeren.


Seneste nyt

fra Nordjylland