Koncert skal hjælpe i lokalområdet

Fredag aften står Red Barnet Ungdom fra Aalborg bag en støttekoncert. Pengene skal bruge til at hjælpe nordjyske unge.

Større navne som rapperne Johnny Hefty og Jøden har allerede meldt deres ankomst til støttekoncerten, som Red Barnet Ungdom fra Aalborg holder Store Bededag.
Desuden kommer gruppen Superspark fra Aarhus og flere andre rappere for at gå på scenen i Studenterhuset i Aalborg.

- Der er stadig billetter tilbage. Men vi har allerede solgt mange - og har en rigtig god fornemmelse af arrangementet, siger Kathrine Skovgaard fra Red Barnet Ungdom, Aalborg.

Pengene fra aftenens koncert skal bruges til Red Barnet Ungdoms lokale projekter i Nordjylland som for eksempel lektiecafé og drengeklub.

- Vi har også andre, internationale projekter, vi støtter. Men med denne koncert vil vi gerne hjælpe og støtte lokalt og gøre en forskel her, siger Kathrine Skovsgaard.

Aftenens koncert begynder klokken 20 og varer cirka tre timer.


Seneste nyt

fra Nordjylland