Konfirmationens pris skaber debat: Hvorfor må den store dag ikke være stor?

Foto: Iben Hedemann

Meningerne er delte, når det kommer til spørgsmålet om prisen på en konfirmation anno 2017. Det viser debatten på TV2 Nords Facebook-side.

Konfirmation er for mange unge en rigtig stor dag, og for deres forældre en rigtig stor regning. En gennemsnitlig konfirmation koster i omegnen af 30.000 kroner, men mange poster endnu flere penge i en fest med det helt store udtræk, og det kan for de unge, hvis familier ikke har økonomi til det helt store, blive livets første oplevelse af mindreværd.

- De kommer til at føle sig uden for. De kammerater, de sammenligner sig med, har meget mere, end de selv har, og det er første gang, de rigtig bliver opmærksomme på det. De oplever at få et stempel og føle sig fattige, sagde René Skau Bjørnsson, formand for Børnesagens Fællesråd i et indslag i Nordjylland Live tirsdag.

Læs også Dyre konfirmationer: Enorme prisforskelle har konsekvenser for de unge

Den bekymring er det dog ikke alle der deler, og historien skabte tirsdag debat på TV2 Nords Facebook-side, hvor kommentarerne deler sig i begge lejre.

- Kan ikke se problemet. Er det den laveste fællesnævner, der skal bestemme hvordan den enkelte skal have sin "store dag", spørger Ivan Hangstrup fra Aalborg blandt andet. Hans kommentar møder stor opbakning i kommentarsporet og fortsætter således:

- Børn kommer før eller siden til at mærke, at der er forskel på folk. Hvis nogen har råd og lyst til at give deres børn en oplevelse ved at lade dem afhente af limosine eller helikopter, ja så er det jo deres valg.

Andre angriber i kommentarsporet den tendens, der er blevet skabt, som presse forældre til at poste mere end en gennemsnitlig månedsløn i en enkelt fest.

- Det er fuldstændig vanvittigt, det er jo forældrene der har ført an i kampen om at gøre det så dyrt. Hvorfor skal de unge også pludselig hentes i limousine og på motorcykel eller andet, spørger Ulla Gerdt Larsen fra, der priser sig lykkelig over at hendes børn allerede er blevet konfirmeret.

Louise Nielsen hverken forsvarer eller angriber, at nogle kaster store summer efter de unges konfirmationsfester. Hun mener dog, man bør glemme festlighederne en smule og fokusere mere på det der går forud.

- Konfirmation handler ikke om at drikke champagne i en limousine. Og få dyre gaver. Men om at bekræfte dåben. Thats it! Det tror jeg mange har glemt. Jeg bryder mig ikke om at det i dag kun er blevet et spørgsmål om forbrug, skriver hun.

Du kan selv deltage i debatten. Skriv din holdning til konfirmationspriserne anno 2017 i kommentarfeltet under artiklen eller hop ind på TV2 Nords Facebook-side og del dit bidrag.

Flere nyheder fra TV2 Nord