Kong Karneval går måske på scenen

Når Johnny Hefty er karnevalskonge, giver han også koncert - hvis altså der er solgt minimum tusind billetter til karnevallet inden den 10. marts.

Da kongen af årets karneval skulle kåres, fik Johnny Hefty den royale titel med en overbevisende sejr.

Det har fået arrangørerne af Aalborg Karneval til at tænke kreativt for at få gang i billetsalget.

Derfor lover de nu at arrangere en koncert med Johnny Hefty & Jøden og DJ Static i Kildeparken, hvis minimum tusind karnevalister køber deres armbånd inden den 10 marts.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at Aalborg Karneval er utroligt afhængige af, at karnevalsdeltagerne støtter op om karnevallet ved at købe vores armbånd. Hvis vi havde solgt tusind færre armbånd sidste år, så havde karnevallet været seriøst truet, siger talsmand Reimar Ivang.

Normalt bliver armbåndene til Nordeuropas største karneval solgt i april og maj.

Man vil løbende kunne følge salgstallet på Aalborg Karnevals facebook-side.


Seneste nyt

fra Nordjylland