Konservative starter oprør mod papirnusseri

De konservative i Vesthimmerland vil starte en protest mod kontrol- og papirvældet i kommunerne.

Håbet er, at landets andre kommuner tilslutter sig og får lagt et pres på regeringen for at få afskaffet al overflødig registrering og udfyldelse af papirer, siger den konservative gruppeformand, Jette Thomsen. Det oplyser DR Nordjylland.

- Det skal jo komme et sted fra. Og når man inde på Christiansborg åbenbart ikke er voksne nok til selv at gøre noget, så må vi i kommunerne jo føre an.

De konservative er blevet inspireret til oprøret af det faktum, at offentligt ansatte bruger mere og mere tid på andet end borgervendt arbejde samtidig med, at mangelen på arbejdskraft bliver værre og værre.

- Der bliver mangel på arbejdskraft til at passe vore ældre, til at passe børnene og til at tage sig af de svageste i samfundet. Og så er det vi siger: Der må være noget af al det papirarbejde og nogle af de formularer, de ansatte skal udfylde, som vi måske kan undvære.

Jette Thomsen foreslår, at økonomiudvalget indhenter ideer til, hvilke administrative opgaver, der med fordel kan afskaffes. Det sker kun for at presse regeringen og ikke, understreger hun, for at rationalisere og indhente besparelser internt i kommunen.

- Forslaget går udelukkende ud på at frigøre flere timer og noget mere tid til at lave det arbejde, de ansatte i virkeligheden er ansat til.

Økonomiudvalget tager stilling til sagen på sit møde på onsdag.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord