Konsul: - Jeg møder stor fortvivlelse

Den franske konsul i Aalborg, Anker Laden-Andersen, har i dag været til møde på den Franske Ambassade, hvor statsministeren også deltog.

Dagen i dag har været hektisk for den franske konsul, der har været i København siden i morges. Her mødtes han med alle landets franske konsuler på den franske ambassade. Statsminister Lars Løkke Rasmussen var også med.

- Sikkerhedsopbuddet var højt, og der lå blomster over alt ved bygningen. Angrebene har berørt os alle meget. Ved ambassaden i dag mødte jeg stor frustration og fortvivlelse, og uforståelighed over angrebene, siger Anker Laden-Andersen

Anker Laden-Andersen har kontakt til mange franske statsborgere i Nordjylland, og mange af dem har i dag skrevet til ham.

- Jeg har været i kontakt med utrolig mange. Og min aften fortsætter med, at jeg skal ind på konsulatet, og så vil jeg tage de henvendelser og kontakter, der er fra berørte.

Det er kun 10 måneder siden, Frankrig sidst var udsat for et terrorangreb. Dengang angreb to maskerede mænd avisen Charlie Hebdo. Her blev 13 mennesker dræbt.

- Først angriber man symbolet, og nu angriber man folket. Det er klart det ryster os alle som europæere, forklarer Anker Laden-Andersen.

Der er endnu ikke overblik over, hvor mange nordjyder der er i området.


Seneste nyt

fra Nordjylland