Kørte spritkørsel flere gange

Den 19-årige kvinde, der påkørte og dræbte den 54-årige mor til et avisbud i Aars, blev varetægtsfængslet, fordi hun havde kørt fuld flere gange.

- Jeg drikker rimelig meget. Men det er kun i weekenden, sagde den 19-årige i retten. Hun var på vej hjem fra en bytur til Hobro i sin mors bil, da den 54-årige kvinde blev påkørt.

Selve ulykken stod noget uklart for den 19-årige, men hendes opfattelse var, at en person var løbet ud på vejen foran bilen.

Bilinspektørens rapport viste dog, at den 54-årige efter al sandsynlighed var blevet påkørt på cykelstien.
Et vidne forsøgte at give den 54-årige førstehjælp, men hun døde kort efter ulykken af sine kvæstelser.

Den 19-årige blev varetægtsfængslet i 14 dage, blandt andet fordi der var mistanke om, at kvinden havde kørt spirituskørsel dagen forinden.

I løbet af en uges tid kommer der svar på den blodprøve, der skal fastslå, hvor høj den 19-åriges promille var.

(Opdateret)


Seneste nyt

fra Nordjylland