Kortere ventetid i børnepsykiatri

Tre millioner kroner ekstra til børne- og ungdomspsykiatrien skal gøre ventetiderne kortere. Alt for mange venter nemlig i alt for lang tid.

Op mod 1400 børn og unge henvises hvert år til Psykiatrien i Region Nordjylland, men det tager for lang tid, før de kommer til undersøgelse eller i behandling.

Lige nu er 200 børn og unge mellem 0-17 år på venteliste, og tæt på halvdelen har ventet i over to måneder. Og har man autisme eller ADHD, skal man vente endnu længere - her kommer man til indenfor hele seks måneder.

De tre millioner kroner vil betyde, at ventetiden kan bringes ned på to måneder for alle typer patienter.

- Med disse tiltag skal vi sikre, at ingen patienter i børne- og ungdomspsykiatrien venter i mere end to måneder. Det kræver en særlig indsats, og nu har vi fået mulighed for at sætte en handleplan i værk, siger psykiatridirektør Per Lund Sørensen i en pressemeddelelse.

Grunden til at ventetiden har været lang ligger i mange års mangel på psykiatere. Det er nu lykkedes Region Nordjylland at købe ekstra kapacitet, og dermed kan ventetiden forkortes.

Bevillingen af de tre millioner kroner skal endeligt godkendes i regionsrådet den 12. november.


Seneste nyt

fra Nordjylland