Kostumebutikker vælter sig i karnevalskunder

Lørdagens helt store karneval giver allerede nu travlhed hos Aalborgs udklædningsbutikker.

Når Aalborg Karneval på lørdag løber af stablen, vil tusindvis af mennesker danse sig vej gennem Aalborgs gader. Størstedelen vil være klædt ud i alverdens forskellige udklædninger, og det betyder, at der disse dage er drøn på hos byens kostumeforhandlere.

- Det er hårdt. Telefonen ringer, folk skal have nye kostumer, så der er godt gang i den, siger Christine Arbild, der arbejder i KarnevalsShoppen.

Årets karnevalstema er ”Der var engang…,” og det kan de godt mærke på efterspørgslen af kostumer i KarnevalsShoppen i Aalborg, hvor nogle bestemte udklædningskostumer er i særlig høj kurs.

- Der er mange 60’ere, 70’ere og eventyr. Rigtig mange prinsesse,- og rødhættekostumer. Og så er der de sædvanlige som politi og militær – de kommer altid igen, siger Christine Arbild.

KarnevalsShoppen kører med ekstra bemanding og udvidede åbningstider ugen ud, og skulle der alligevel være nogen, der på lørdag endnu ikke er blevet karnevalsklar, er der også åbent fra morgenstunden.

På lørdag sender vi direkte fra årets karneval på TV2 Nord Salto og her på tv2nord.dk fra klokken  10.00 til 12.30.


Seneste nyt

fra Nordjylland