Kræver ni års fængsel

Anklageren kræver ni års fængsel for skyderi i Reberbansgade i Aalborg.

I øjeblikket er det retslige efterspil, efter Reberbansgade skyderiet i 2009, i gang ved Vestre Landsret.

Ved Byretten blev Ali Kachach og rockeren Ole Jensen dømt seks års fængsel for skyderiet, hvor en mand blev ramt af skud. Manden blev selv idømt et års fængsel for ulovlig våbenbesiddelse.

Anklageren kræver, at de seks års fængsel skærpes til ni år, mens dommen på et år skærpes til halvandet.

I sin argumentation for forhøjelse af dommen til ni år brugte anklageren et citat fra en telefonaflytning af Ole Jensen efter han ved Byretten havde fået dommen på de seks år.

- Det er jo ikke en gang et år, for hver gang, jeg ramte ham, skulle Ole Jensen have sagt.

Ifølge anklageren indikerer det, at Ole Jensen synes, at han havde fået en for lav dom. Det blev anfægtet af Ole Jensens forsvarer, som mente at det var tale om galgenhumor.

Dommen forventes afsagt klokken 11:45.


Seneste nyt

fra Nordjylland